Sommeren, eller hvad vi nu skal kalde den, er ved at være gået. Det betyder at vi igen begynder at have en fuld holdplan hos CrossBox. Vi har over sommeren lavet flere ændringer mod en mere “normaliseret” hverdag i CrossBox, som du kan læse meget mere om her i dette nyhedsbrev.
Forsøg med “cardio rum”
For at skabe mere plads, har vi inddraget endnu et rum, til romaskiner, air bike samt et fritstående rack. På den måde er der frigivet gulvplads til holdtræninger. Det er vigtigt at understrege at man ikke må bruge tunge vægte direkte på klinkegulvet, og at man heller ikke må droppe. Man må du godt medbringe en kettlebell, bare der er måtter under den, hvor den stå/er i kontakt med gulvet. Vi håber at I vil opleve at dette tiltag giver mere plads og yderligere mulighed for træning.
Holdtræninger
Vi har valgt at øge tiden for holdtræninger til 60 minutter, fra 45 minutter. Tiden er dog inkl. afsluttende oprydning og afspritning, da der skal være klar til et evt. efterfølgende hold. Vi håber dermed at I får nogle endnu bedre træninger. Vi begynder også at øge deltagerantallet på holdene. I vil derfor opleve at der på nogle hold er plads til 14, og på nogle hold fortsat 12. Vi vil gradvist forsøge at øge antallet, efterhånden som vi bliver klogere på hvordan det fungerer, ift. corona restriktionerne.
Vedr. Børnetræning, er holdet om tirsdagen, flyttet til mandag kl. 16.45 – 17.45. Børnetræning torsdag er som det var før Corona.
BootCamps
Fra uge 33 er der igen BootCamps hos CrossBox. Vi er glade for at kunne tilbyde denne form for træning igen, og glæder os til at byde velkommen til de mange deltagere, på både Vægttab, Efterfødsel samt Outdoor.
Bootcamp Efterfødsel samt Vægttab vil foregå i lokalerne, og fremgå af kalenderen som er tilgængelig på siden hvor holdtræning bookes. Bootcamps fremgår dog ikke af listen over hold – blot til info hvis du planlægger selvtræning.
Nye priser
Husk at priserne på abonnementer ændres fra 5. august. Dvs. at prisen er ændret til den næstkommende trækning. I kan se alle vores priser på hjemmesiden.
Situation vedr. øget coronasmitte
Vi har naturligvis fulgt med i udviklingen af antal smittede i Danmark, og udviklingen går desværre den forkerte vej i øjeblikket. Vi vil derfor løbende følge med i udviklingen og følge eventuelle nye anvisninger fra myndighederne.
I den forbindelse vil vi lige minde om at det er vigtigt at benytte håndsprit så snart man ankommer til lokalerne. Desuden henstille til, at man ikke træner, såfremt man selv, eller andre i den nære omgangskreds har symptomer på Corona.
Del din oplevelse
Vi vil stadig meget gerne have anbefalinger på Facebook og Google. Det er meget vigtigt for os at kunne vise potentielle nye medlemmer, at dem der træner hos os er tilfredse med os. Vi vil derfor i den kommende tid sende beskeder ud, omkring anbefalinger på Facebook eller Google. Vi bliver også super glade hvis du selv vil logge ind og dele dine opleveser. Skulle du mod forventning have haft en dårlig oplevelse, må du endelig kontakte os direkte, enten pr. mail eller når du møder os i CrossBox.